Lellinge Vandværk

Vandforsyning siden 1938

Lellinge Vandværks historie

Lellinge Vandværks historie.

 

Den 17. december 1937 samledes en gruppe Lellinge borgere for at tale om mulighederne for at etablere et fælles vandværk.

Der blev holdt en del møder. Flere og flere deltog i møderne. Til sidst blev det muligt at danne en bestyrelse og etablere ”Andelsselskabet Lellinge Vandværk”. Følgende deltog i den første bestyrelse: Chr. Andersen(kasserer), Niels Sørensen, Gdr. Lynegaard(formand), Kaj Glise, Martin Nielsen(næstformand).

Ingeniør Christiansen fra firmaet E. Hartmann Hjorth A/S Kalundborg blev kontaktet og snart kunne arbejdet med boring og etablering af vandværk sættes i gang. Værket blev sat i drift i slutningen af 1938.

 

Grundvandsmagasinet ved Lellinge Vandværk er beliggende i bryozokalk. Over bryozokalken ligger et kvartært lag bestående af et 1 – 5 meter tykt lerlag underlejret af et sand-/gruslag af 1 – 4 meters tykkelse. Sand-/gruslaget er underlejret af et 6 – 8 meter tykt lerlag.

 

Boringen fra 1938 viste sig at være lettere forurenet i 1967. Et borefirma blev kontaktet. Boring 2 blev på 74 meter. Den blev sat i drift i 1968. Samtidig blev den første boring lukket. 

 

Der var en jævn tilstrømning af nye andelshavere. For at tilfredsstille et stigende behov blev endnu en boring på 48 meter taget i brug i 1974. Værket udpumpede ca. 50.000 m³ vand per år i 70’erne. Sidst i 80’erne og først i 90’erne nåede den udpumpede mængde op på 80.000 m³ vand per år. På Daværende tidspunkt var medlemmernes vandforbrug rimeligt højt. Samtidig var ledningsnettet i ringe stand med store lækager til følge. Efter etableringen af vandmålere, større miljøbevidsthed og systematisk udskiftning af ledningsnettet er den udpumpede mængde faldet til ca. 35.000 m³.

 

I 1980 blev vandværket totalt renoveret af Ejby Smedie. De gamle åbne filtre blev udskiftet med nye lukkede filtre med automatisk skyl. De gamle pumper blev udskiftet med nye omdrejningsregulerede pumper, så der kan holdes et stabilt tryk på nettet ved variabelt forbrug. Det nyrenoverede vandværk blev indviet i 1981. Det har været særdeles stabilt og driftsikkert.

 

 I 2001 blev værkets bygninger og omgivelser renoveret på grund af indtrængende colibakterier. Indgrebet var effektivt.  I 2005 stod filtrene til en udskiftning, dels på grund af begyndende tæring, dels for at leve op til skærpede grænseværdier i vandanalyserne. Det skal nævnes, at grundvandet ved Lellinge er af særdeles høj kvalitet. Der er særdeles lidt sulfat og klorid i grundvandet. Før ombygningen havde vandværket problemer med de skærpede grænseværdier for ammonium og nitrit, som blev indført i 2004.

 

Ledningsnettet er løbende blevet udskiftet til plastrør overalt i forsyningsområdet. I 2003 blev der etableret en nødforsyningsledning til Køge Vandværk. Herved kan Roskilde amts skærpede krav til forsyningssikkerhed opfyldes.

 

I 2005 blev nødforsyningsledningen taget i brug i forbindelse med den store renovering af vandværket, hvor filtre, manifold og automatik blev udskiftet. Efter ombygningen har drikkevandsanalyserne ligget komfortabelt i forhold til grænseværdierne.

 

I 2010 er hele ledningsnettet i området omkring vandværket udskiftet. Nogle af de ældste udskiftede ledninger var fra 1938.

 

I 2012 blev Vandværkets elektronik, kontroltavler med videre udskiftet.

 

Ved generalforsamlingen maj 2017 blev det besluttet at godkende nye vedtægter.

 

I april 2018 blev der installeret fjenaflæste målere hos samtlige andelshavere. De blev finansieret af Lellinge Vandværks egenkapital.

 

 

 

 

 

 

 

.